20
FEB
2018

Vi søger frivillige til Folkemødet

Posted By :
Comments : 0

Til Bornholm med Europæisk Ungdom! 
Europæisk Ungdom tager igen i år til solskinsøen for at fejre årets Folkemøde på Bornholm og vi vil rigtig gerne have dig med! Vi søger netop nu op til 6 frivillige der vil tage med os til Allinge. Vi skal bruge hjælp til praktiske opgaver, events, kommunikation på sociale medier og alt muligt andet mellem himmel og jord der lige måtte dukke op. Hovedformålet med Europæisk Ungdoms tilstedeværelse er at sætte fokus på de mange spændende aspekter ved – og relevansen for – det europæiske samarbejde på årets Folkemøde, samt at synliggøre Europæisk Ungdom, så vi kan rejse hjem med en stærkere profil og bedre netværk.

Som en del af Folkemøde-teamet skal du i perioden marts-juni være med til at planlægge selve turen, de aktiviteter der skal afholdes inkl. PR og kommunikation for Europæisk Ungdom. Derudover skal du på Bornholm være med som tovholder for aktiviteterne, som bliver fordelt mellem teamet.  Igen i år vi vil samarbejde tæt med Europabevægelsens sekretariat og frivillige og vil afholde møder og briefinger sammen i perioden op til, men også når vi er på Bornholm.

Kost og logi

Europæisk Ungdom er så heldige at kunne leje hus midt i Allinge (!!!!) og her holder vi til mandag til mandag. Frivillige forventes først at ankomme onsdag, men hvis man gerne vil afsted tidligere er der nem mulighed for det. Rejsen betaler vi også, samt dele af kosten. Øl er på egen regning, men på Folkemødet er der ofte gratis smagsprøver og generøse mængder fadøl, så leveomkostningerne ofte ikke er større, end man selv gør dem til.

Vi garanterer derfor en sjov og uforglemmelig uge på Bornholm sammen med en masse andre spændende mennesker og organisationer, og hvis du vil med skal du gøre nedenstående.

Ansøgning

For at komme med skal du være medlem af Europæisk Ungdom og sende en ansøgning på maks. 1 side med følgende 3 elementer:

  1. Aktivitet

Du skal lave et forslag til en aktivitet der skal afholdes på Folkemødet, gerne for vores egen målgruppen på 15-30-årige, der omhandler EU. Budgettet er op til 1000 kr. men med mulighed for co-founding fra partnere eller med sponsorater. Som inspiration kan du overveje:

  • Tema
  • Vi har tidligere afholdt debatter, speeddating, karriereevent, løbetur, grænselimbo mf.  
  • Hvor skal det afholdes? I telt, udenfor telt, hos andre?
  • Liste over hvilke relevante og realistiske personer som kunne tale eller deltage
  • Partnere?
  • Hvordan det bliver folkeligt
  • Hvordan bliver det kommunikeret tydeligt ud og hvordan du får selve dagen besøgende ind i teltet?

 

  1. Personlig motivation

Vi vil gerne vide hvem du er og hvorfor du vil med. Gør det gerne kort og præcist.

  1. Det ekstra

Nogle mennesker er gode til netværk, nogle til at stille sig op og tale og diskutere, andre er måske gode til at tage billeder, fortælle historier eller lave god stemning. Hvad kan du bidrage med?

Deadline for ansøgning er d. 10. marts kl. 23:59 og den skal sendes til info@euro.dk

Hvis du har nogen spørgsmål eller kommentarer kan du henvende dig til Andreas@euro.dk

Du kan forvente svar senest 17. marts.

Detaljer

  • Folkemødet afholdes fra torsdag d. 14 til søndag d. 17 juni 2018 i Allinge
  • Sommerhuset i Allinge er lejet 11-18 juni 2017
  • Vi tager bussen til Ystad og sejler derfra til Bornholm.
  • Europæisk Ungdom refunderer transporten, men kun hvis du rejser med os derover. Det gælder både mandag og onsdag.
  • Europæisk Ungdom har arrangementer i Europabevægelsens telt
  • Vi afholder koordinationsmøder fra midt til slut marts
  • Folkemødets hjemmeside for mere information.

 

Om forfatteren