20
MAR
2017

Formandsskifte i Europæisk Ungdom Danmark

Comments : 0

Over 100 unge mennesker brugte deres weekend d. 18.-19. marts på at debattere EU og arbejde for et endnu stærkere Europa, da de deltog i Europæisk Ungdoms landsmøde. Landsmødet blev dermed det største nogensinde i organisationens historie.

Et flertal af medlemmerne i Europæisk Ungdom valgte på landsmødet Marcus Duch som ny landsformand. Marcus overtager posten fra afgående landsformand Emil Drevsfeldt Nielsen, der takker af efter 1,5 år på posten.

Emil Drevsfeldt Nielsen og hans første bestyrelse overtog ledelsen lige op til retsforbeholdsafstemningen d. 3. december 2015. Under hans ledelse fokuserede bestyrelsen på at strømline landsorganisationens forretningsgange og herunder sikre, at Europæisk Ungdom i fremtiden lever op til DUF’s øgede krav for funding. Det lykkedes dem, udtaler Emil Drevsfeldt Nielsen, der dermed takker af som landsformanden, der sikrede foreningen ca. 400.000 kroner:

”Det har været en fantastisk oplevelse at være formand for Europæisk Ungdom. At gå fra ca. 250 medlemmer i 2014 til 622 ved udgangen af 2016 – det er en kæmpe forandring og en markant stærkere forening organisatorisk og økonomisk, jeg efterlader mig. Man forlader dog aldrig helt denne forening.  Jeg glæder mig til at følge med på sidelinjen og være med til at gøre den stærkere og bedre fra en anden position.”

Marcus Duch ser frem til at overtage arbejdet fra den afgående formand. Under den nye formand vil fokus for Europæisk Ungdom være, at unge bliver hørt i debatten om Europa:

“De unge tabte valget i Storbritannien, da der blev stemt om at trække sig ud af unionen. Det gør, at det er sindsygt vigtigt, at vi får engageret en masse unge i debatten og kampen om Europa.” 

På landsmødet blev Nadia Deis genvalgt til organisatorisk næstformand, Niels Frederiksen valgt til politisk næstformand, Jesper Dogukan Gür valgt til international sekretær og Christian Wilche valgt til landskasserer.

For yderligere information og kommentarer kontakt venligst formand for Europæisk Ungdom Marcus Duch på marcus@euro.dk eller 26162713.

Om forfatteren