23
SEP
2013

Billeder fra EUK’s Tyske Valgaften

Posted By :
Comments : 0

Europæisk Ungdom København afholdt, i samarbejde med Europabevægelsen København/Frederiksberg en storslået Tysk Valgaften, hvor vi markerede det tyske forbundsvalg. Eventet foregik i Studenterhuset, og det lykkedes at fylde hele salen op med interesserede mennesker og skabe en fremragende stemning. Valget blev fulgt tæt gennem live-streaming på storskærm,  og der var tre spændende oplæg, som belyste valget på forskellig vis. Karl Christian Lammers, debattør og lektor i tysk og europæisk samtidshistorie, indledte med en kort men indsigtsgivende præsentation af det tyske valgsystem, den politiske situation i Tyskland og valgets mulige konsekvenser for Europa. Christoph Burmester, en dansk/tysk journalist, som tidligere har arbejdet på bl.a. Frankfurter Allgemeine Zeitung, gav et oplæg som på bredere vis gik ind i valgets impact på det tyske samfund og tysk kultur – samt på kansler Merkels rolle og status i landet. Endelig fik vi også den tyske ungdoms perspektiv belyst via Katja Schultz, som er bestyrelsesmedlem i vores søsterorganisation, JEF Thüringen. Hun skildrede mediernes dækning af valget og om sine egne synspunkter i forbindelse med Merkel, tysk politik og EU.

Ud over de spændende oplæg var der sørget for god, festlig og tysk stemning, som blev suppleret med masser af kold øl og en virkelig lækker tysk buffet. Deltagerne så ud til at hygge sig rigtig meget, og selv om det relativt hurtigt blev klart, at Merkels CDU/CSU havde fået et kanonvalg, så var der stadig stemning og spænding – ikke mindst fordi det var usikkert, om det euroskeptiske Alternative für Deutschland ville komme ind i Bundestagen.

Alt i alt var EUK’s Tyske Valgaften et rigtig vellykket arrangement, og arrangørerne vil gerne takke alle de mange mennesker, som deltog, og som var med til at markere (og fejre) et for Europa ganske afgørende valg.

 

Om forfatteren